Økologer siden 1972
Økologi og bæredygtighed har altid været vores hjertesag – helt tilbage fra da vores rejse, med at gøre hele Danmark meget grønnere og mere bevidst, begyndte i 1972.
Det hele startede med en lille urtekræmmer-butik på stenbroen i København. Her solgte vi lidt af hvert, men alt sammen med fokus på den naturlige, enkle og rene livsstil. Op igennem 1970’erne og 80’erne bevægede Urtekram og økologien sig stille og rolig af sted mod et kendskab, der bredte sig ud over den meget lukkede, lille kreds af de tidligere øko-entusiaster. ”De grønne” som de blev kaldt dengang.
I begyndelsen af 1990’erne skete der for alvor en udvikling, der var med til at sætte skub i udbredelsen af økologien, især i de større danske byer. Og Urtekram var med i front, da Coop besluttede at økologien for alvor skulle være mainstream. I dag sælges vores produkter i stort set alle supermarkeder og helsekostbutikker. Nogle steder med stort sortiment spredt flot ud over mange meter i butikkerne, andre steder som et fint, lille udvalg med nogle få, velvalgte produkter.